Aggers Selskab
2000 Frederiksberg
www.aggers.dk
Gigger (Anne-Birgitte Agger) har hele sit liv kæmpet for andre menneskers ve og vel og for et mere demokratisk, mere økologisk og mere smagfuldt Maddanmark. Allerede tidligt blev mad og måltider omdrejningspunkt for hendes virke Fra de tidlige år som grossist-aspirant sammen med Camilla Plum i Den Rene Vare, der også handlede om at få økologi ud til folket, de første økologiske omlægningsprojekter af offentlig bespisning i Aggers firma i Albertslund mm. til den lange, imponerende og vigtige indsats i Københavns Madhus, der med stålsat vilje fra både mentoren Ritt Bjerregaard og Gigger selv førte til en omlægning af de københavnske offentlige måltider til 90% økologi og med omlægningen fulgte mere madglæde, større stolthed i køkkenerne, kurser og uddannelse for køkkenpersonale, involvering af elever i tilberedelsen af skolemad og meget mere – en indsats, der er direkte årsag til, at vores børn, vores ældre og alle offentligt ansatte i København får ordentlig, 90% økologisk mad hver dag hele året. Modellen for omlægningen kopieres verden over som københavner-modellen og er et mesterstykke, der har sat og kommer til at sætte sit præg på bogstavelig talt mange millioner af måltider.
Senest tog Gigger livtag med at gøre Hotel- og Restaurantskolen til en moderne skole, der modsvarer det københavnske gastronomiske niveau og kan blive et fyrtårn for bæredygtig gastronomi. Hvor meget den skole har rykket sig på 5-6 år er et udtryk for Giggers kæmpe virketrang, ambition og dygtighed og at skolen tiltrækker sig store fondsbevillinger, international opmærksomhed og skal bygge en ny, moderne grøn erhvervsskole i Valby.